Vordingborg Kommune modtager Brolæggerprisen 2023
Årets Brolæggerpris tildeles Vordingborg Kommune, som med restaureringen af Mølleporten i Stege har bidraget flot til bevarelsen af en af landets allersidste byporte.
Prisen blev overrakt til borgmester Mikael Smed af oldermand Claus Johnsen fra Brolæggerlauget i DI Byggeri den 13. november 2023.
- Det er laugsfirmaet Dansk Kvalitets Brolægning ApS, der med alle deres dygtige brolæggere har udført arbejdet efter alle kunstens regler, udtaler oldermand Claus Johnsen, og fortsætter:
- Der er sat gamle, nordiske brosten i den kombinerede cykel- og gangsti, og masser af chaussésten i bueforbandt i vejarealet.
- Det er med andre ord et meget veludført brolægningsarbejde, og alle implicerede parter kan være stolte af det gode samarbejde, som har resulteret i, at Brolæggerlaugets priskomité pegede på Mølleporten, slutter oldermand Claus Johnsen.